Flere og flere danskere har brug for en ekstra nummerplade, når de kører på ferie, fordi cykler eller bagagebokse dækker for bilens bagerste nummerplade. Sidste år blev der bestilt 82.000 ekstra nummerplader.
Hvis du skal have familiens cykler med på ferie eller skal bruge en bagageboks til alle de ting, du skal have med, skal du huske at bestille en ekstra nummerplade. Du risikerer nemlig at få en bøde på 1.000 kroner, hvis nummerpladen ikke er synlig på din bil.
Den ekstra nummerplade koster 110 kroner. Den er udstyret med rød skrift på hvid baggrund og kaldes også den tredje nummerplade.