I næste uge går Vejdirektoratets arbejde i gang med at forsegleasfalten på E20 Fynske Motorvej ved Middelfart på Fyn.
Arbejdet finder sted i østgående retning mellem rampeanlæg 58b Middelfart og rampeanlæg 57 Nr. Åby og tager en uges tid. Tidsplanen kan dog blive skubbet, da vind og vejr påvirker forsegling af asfalt mere end traditionelt asfaltarbejde.
Sådan foregår arbejdet
Første opgave er at fræse de nuværende vognbanelinjer væk, og derefter kan man begynde arbejdet med at forsegle den slidte asfalt og dermed forlænge vejens levetid.
Når forseglingen efter nogle dage er hærdet af, er det tid til at påføre de nyudviklede såkaldte Longdot-vognbanelinjer, som vil give en bedre køreoplevelse for trafikanterne, da de er mere synlige i mørke og regnvejr end traditionelle vejstriber.
Information til trafikanterne
Arbejdet vil primært blive udført som aften- og natarbejde mellem kl. 17.30 og 06.30.
Den østgående trafik vil blive ledt over i det vestgående spor, hvilket betyder, at der kun er ét farbart spor i østgående retning og to farbare spor i vestgående retning. Det betyder også, at fra-og tilkørselsramperne ved rampeanlæg 58a Middelfart Ø i østgående retning vil være spærret, mens arbejdet står på.
Der vil være risiko for kødannelse, og trafikanter skal derfor påregne længere rejsetid.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.